South Denmark European Office logo
Kontakt     Presse Skift til den danske udgave Switch to English version Auf Deutsch





EU SER MULIGHEDER I SYDDANSK BREDBÅNDSPROJEKT

EU ser muligheder i projektet Den Digitale Landevej, som skal gøre det nemmere at bruge telemedicin i Region Syddanmark. 

Som patient i Region Syddanmark har man i dag mulighed for at få en konsultation i sit hjem via en videoforbindelse til hospitalet. Telemedicin bruges blandt andet til kontrol af patienter med lungesygdommen KOL.

Men der er en række vanskeligheder forbundet med at anvende telemedicin på en stor skala. Derfor arbejder Syddansk Sundhedsinnovation i Odense med projektet Den Digitale Landevej, som skal gøre det nemmere at udvikle og bruge telemedicin.

Bedre infrastruktur til telemedicin

Det handler blandt andet om, at hospitalet nemt skal kunne tjekke, om patientens internetforbindelse er god nok, uddannelse i brug af udstyret samt en hotline, så både patient og læge kan ringe efter hjælp, hvis teknikken driller.

Kort sagt handler det om at forbedre infrastrukturen for telemedicin og dermed skabe en del af det fundament, der gør det muligt at bruge telemedicin.

EU ser muligheder i projektet

Syddansk Sundhedsinnovation har søgt EU om støtte til projektet gennem EU’s bredbåndsinitiativ Connected Communities, og EU har nu udvalgt projektet til at gå videre til næste fase.

Det betyder, at EU nu beder Syddansk Sundhedsinnovation om at indsende mere materiale om projektet. Connected Communities støtter de bedste projekter med ekspertrådgivning. Derudover vil projektet opnå en blåstempling fra EU-Kommissionen, hvilket er en fordel, hvis der efterfølgende søges om midler fra Connected Europe Facility.

Projektet involverer Region Syddanmark, energiselskabet SE og seks kommuner i regionen.

Læs mere om Connected Communities her

Læs mere om Den Digitale Landevej her

 

19. november 2014